Energimærke

Energimærke


Det er lovpligtigt at fremlægge en energimærkning, når en ejerlejlighed skal sælges. Energimærkning udarbejdes for hele ejendommen. Det er sælgers pligt at sørge for, at køber får udleveret en energimærkning, før salgsaftale indgås. Hvis lejligheden sælges ved ejendomsmægler, har sælgeren pligt til at fremlægge en energimærkning af bygningen for ejendomsmægleren forud for annoncering til salg, fordi energimærket skal fremgå af annoncer for lejligheden. Fra 1. januar 2013 er annonceringspligten af energimærket blevet udvidet, selvom man ikke sælger eller udlejer gennem ejendomsmægler. Det betyder, at energimærket altid skal synliggøres ved annoncering i kommercielle medier til salg, udleje eller overdragelse af en bygning eller bygningsenhed. Energimærkningen skal derfor være udarbejdet ved annonceringstidspunktet, hvis den ikke allerede foreligger.


Ejerforeningen er ansvarlig for at stille en gyldig energimærkning til rådighed for sælgeren. Ejer man en lejlighed, kan man således til enhver tid kræve, at ejerforeningen stiller en gyldig energimærkning for ejendommen til rådighed uden beregning. Mærkningen skal fremlægges for køber, inden en eventuel aftale om salg. Fra 1. januar 2013 er der indført frister for, hvornår en ejerforening skal stille energimærkningen til rådighed for ejer efter deres anmodning. En ejerforening, der desudagtet undlader at lade energimærkningen udarbejde, eller som ikke overholder de angivne frister, kan få et påbud fra Energistyrelsen, ligesom der vil være mulighed for at straffe foreningen med bøde.


En energimærkning er gyldig i enten ti eller syv år afhængig af besparelsespotentialet i energimærkningen og kan bruges igen, når lejligheder i bygningen sælges inden gyldighedens ophør.


Se gældende Energimærkning for ejendommen